StreamingTophistorie

Se traileren til Tron: Ares – et nyt kapitel i det ikoniske univers

Disney har netop frigivet den første trailer til Tron: Ares – en ny, selvstændig fortælling i det ikoniske Tron-univers. Jared Leto spiller en avanceret AI på en mission i vores verden, og Jeff Bridges vender tilbage som Kevin Flynn.

Så er der godt nyt til fans af neon, futuristiske motorcykler og digitalt drama: Disney har netop sluppet den første trailer til Tron: Ares, og den ser intet mindre end spektakulær ud.

Det er over 40 år siden, at Tron fra 1982 revolutionerede filmindustrien med en banebrydende blanding af live action og dengang banebrydende computeranimationer. Siden da har vi fået både en spillefilmsopfølger (Tron: Legacy fra 2010), tv-serier, tegneserier, videospil og endda forlystelser baseret på Steve Lisbergers originale digitale univers.

 

Nu føjes endnu et kapitel til historien. Tron: Ares, instrueret af norske Joachim Rønning (Pirates of the Caribbean: Dead Men Tell No TalesMaleficent: Mistress of Evil), lander i biograferne til efteråret. Filmen fungerer som en slags selvstændig efterfølger – ikke en direkte fortsættelse af Legacy, men snarere en ny begyndelse i Tron-universet.

Traileren afslører ikke meget om handlingen, men leverer masser af den storslåede visuelle magi, vi forbinder med TRON: En symfoni af lys, farver og højdramatisk sci-fi-stemning.

 

En ny trussel fra den digitale verden

Tron: Legacy så vi Sam Flynn (Garrett Hedlund) forsøge at forhindre, at den digitale verden bredte sig ind i virkeligheden – en plan iscenesat af det onde program Clu. Sam lykkedes med at stoppe katastrofen og tog den mystiske Quorra (Olivia Wilde) med tilbage til den virkelige verden.

Disney godkendte allerede i 2010 en tredje film, der skulle følge Sams og Quorras eventyr videre. Men projektet blev lagt på is i 2015, angiveligt på grund af Tomorrowlands skuffende billetsalg. Først i 2020 blev idéen vækket til live igen, dog med et twist: Historien blev omarbejdet til en mere selvstændig fortælling med nye karakterer.

Denne gang følger vi programmet Ares – en højt avanceret AI – der sendes ud fra den digitale verden og ind i vores virkelighed. Ifølge den officielle beskrivelse:

 

Tron: Ares følger et højt sofistikeret program, Ares, der sendes fra den digitale verden til den virkelige verden på en farlig mission, hvilket markerer menneskehedens første møde med AI-væsener.

Jared Leto spiller hovedrollen som Ares, flankeret af Evan Peters som Julian Dillinger og Greta Lee som Eve Kim. På rollelisten finder vi også Jodie Turner-Smith, Cameron Monaghan, Sarah Desjardins, Hasan Minhaj, Arturo Castro og Gillian Anderson i endnu hemmeligholdte roller. Og ja – Jeff Bridges vender tilbage som Kevin Flynn.

Soundtracket leveres af ingen ringere end Nine Inch Nails, hvilket lover en intens lydkulisse, der passer perfekt til filmens mørke futuristiske tone. De / han har noget at leve op til; Daft Punks soundtrack til Tron: Legacy rager stadig højt op i landskabet.

 

Tron: Ares får premiere i biograferne den 10. oktober 2025.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.