Spanske Seat har i dag afsløret planer om at bygge en forholdsvis billig elektrisk bybil. Altså en bil med begrænset rækkevidde. Bilen skal baseres på en tilpasset udgave af Volkswagen MEB-platform, den skal koste 20–25.000 euro og være klar til vejene i 2025. Hvis altså Seat kan lokke EU og den spanske regering til at kaste penge efter projektet.
Seat antyder i pressemeddelelsen også, at den nye “minibil” kan blive udgangspunkt for alle elektriske småbiler i Volkswagen Group – altså iberegnet de Volkswagen ID.1 og ID.2 modeller, der rygtes at være på tegnebrættet.
Den nye model vil være at finde i A0-segmenetet, altså under den kommende Seat Cupra El-Born hatchback, men den vil have crossover-proportioner, så den vil være sammenlignelig med Seat Arona og Volkswagen T-Cross. Der foreligger allerede potentielle designs, fortælles det, og falder alt i hak vil en prototype kunne fremvises allerede senere i år.
Den frække Cupra el-Born bliver Seats første fra-bunden-byggede elbil. Bilen er en del af en ambitiøs plan – Future Fast Forward – der skal gøre Seat til leder af elektrificeringen af bilindustrien i Spanien, der er Europas andet største billand.
”Vi ønsker at fremstille elbiler i Spanien startende i 2025. Vores ambition er at producere mere end 500.000 elektriske bybiler om året også til Volkswagen-koncernen, men vi har brug for en klar forpligtelse fra Europa-Kommissionen,” siger Seat-bossen Wayne Griffiths.
Seat er også i drøftelser med den spanske regering om udrulning af infrastruktur for opladning af el-køretøjer for at undgå, at et dårligt netværk danner en barriere for udbredelsen af selskabets elbiler.
Seat har også afsløret, at selskabets anden elbil, Cupra Tavascan, vil gå i produktion i 2024. Den er ligeledes baseret på MEB-platformen. Senere i år kommer Seats første fra-grunden-byggede-elbil, Cupra El-Born, på markedet.