Teknologi

Segway S-Pod er en lænestol på hjul

Segway S-Pod ligner noget en gangbesværet James Bond-skurk kunne køre rundt i. Den elektriske stol vises frem på årets CES-messe.

Der er elektriske biler, elektriske cykler, elektriske løbehjul og nu også en elektrisk stol. Ikke af den slags, der tager livet af folk, men en lænestol på to hjul. Segway S-Pod er det seneste transportmiddel fra Segway-Ninebot, der har gjort sig i gyroskop-styrede enheder i årevis. 

S-Pod’en er blevet anonceret i en pressemeddelelse og vises frem under CES-messen i Las Vegas. Segway S-Pod er baseret på det samme selvbalancerende gyroskop-teknologi som den traditionelle Segway. Men i modsætning til de traditionelle Segways, der styres ved hjælp af kroppen, styres S-Pod af et lille joystick på armlænet.

 

Ifølge Segway vil gyroskoperne altid holde stolen oprejst mens de to hjul gør, at stolen kan dreje ret skarpt – selv når den holder stille. Når det er sagt, så er der tre ekstra hjul under stolen, der forhindrer den i at tippe – og er nyttige hvis S-Pod skal flyttes rundt mens motoren er slukket. Her er en GIF, der viser den elektriske stol i aktion:

Segway S-Pod

Stolen har en topfart på 38 kilometer i timen. Virksomheden forestiller sig, at køretøjet kan bruges til at fragte folk rundt i forlystelsesparker, lufthavne, universitetscentre og måske endda nogle byer. Den er med andre ord ikke bygget til at køre på cykelstierne – dertil er den lidt for stor. På den anden side er jeg heller ikke sikker på, at et stort, formodentlig tungt køretøj, der er i stand til at køre 38 kilometer i timen bør slippes løs i en menneskefyldt lufthavn.

 

Segway S-Pod forventes at komme på markedet i årets tredje kvartal – men kun som et tilbud til virksomheder. Først i 2021 vil private brugere kunne bestille et eksemplar, fortæller selskabet.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.