Xbox Scorpio er Microsofts nye superversion af Xbox One, der skal slå Sonys PlayStation Pro af pinden, som den hurtigste konsol. Det er altså stadig en Xbox One, der er fuldt kompatibel, men der bliver udstyret med en langt hurtigere processor og grundlæggende set bare mere af alt, der kan give en konsol oomph!
OLED display på fronten
Nu er der så kommet billeder af det developer kit, som softwareudviklerne sidder med, så de kan sikre, at der er sprøde 4K-titler klar på hylderne, når Scorpio bliver lanceret til jul engang.
Og det developer-kit er udstyret med et lille OLED-display på fronten, der blandt andet kan vise, hvor mange FPS et spil kører med. Nyttig information for en udvikler, men også den type information som gamere, der køber de dyreste og hurtigste grafikkort, gerne vil kunne vise frem.
Så derfor er spekulationen nu, om den almindelige udgave af den nye Xbox, der netop skal sælges til de gamere, der bare skal have det hurtigste, også får sådan et lille blærerøvsdisplay. Det ville i hvert fald skille Xbox Scorpio ud fra konkurrenterne fra Sony og Nintendo.