Det er efterhånden lang tid siden, Sharp har været at finde på hylderne i Danmark, men nu er de tilbage. Japanerne lancerer nemlig en serie af særdeles veludrustede 4K-fladskærme, baseret på Android TV-platformen, herhjemme. Og det endda til priser, der ser ganske anstændige ud – hvis skærmene ellers holder, hvad de lover.
Den nye Sharp EQ-serie er baseret på QLED-paneler fra Samsung. Det er Samsungs alternativ til OLED og Samsung selv kan godt få teknologien til at brillere . Samtidig har japanerne udrustet EQ-serien med højttalere fra Harman-Kardon (der pudsigt nok også er ejet af Samsung). To specialudviklede integrerede højttalere giver sammenlagt 24 watt lyd.
Men der er også muligheder for dem, der bruger et surround-system til lyd i stedet. Ikke alene understøtter EQ-serien Dolby Atmos og DTS:X, skærmen er også bestykket med HDMI eArc. Det vil i hvert fald gøre tv’et interessant for ejere af Sonos Arc-surroundbaren, der netop kræver dette stik for at funke.
Den nye EQ-serie er baseret på Android TV-platformen. Der er indbygget Google Assistent, og som noget unikt tilbyder EQ-serien også indbygget understøttelse af Google Stadia – Googles gaming-service, der giver mulighed for at streame AAA-spiltitler i 4K HDR.
Nøglespecifikationer: 4K Ultra HD Android TV med Quantum Dot Aluminiumsramme med ultratynd skærmkant HDMI 2.1 med eARC og ALLM Dolby Vision & Dolby Atmos DTS:X & DTS Virtual:X 3D-lyd Indbygget harman/kardon-højttalersystem AQUOS UltraClear AQUOS Smooth Motion Lyssensor med OPC (Optical Picture Control) Sharp EQ er landet i fire størrelser mellem 50 og 75 tommer. De fås desuden i to farvevarianter, nemlig grå og sort. iNPUT vil forsøge at låne et eksemplar til anmeldelse, så vi kan se, om skærmen lever op til de fine specifikationer. Priserne er som følger:
50” (127 cm): 5.990 kr. 55” (139 cm): 6.990 kr. 65” (165 cm): 8.990 kr. 75” (189 cm): 11.990 kr.