Som led i sin omstruktureringsstrategi planlægger energigiganten Shell at lukke flere af sine tankstationer. I stedet vil fokus være på lynladepunkter. Det fortalte selskabet, da de præsenterede deres langsigtede forretningsplan i en omstruktureringsrapport i denne uge.
Helt konkret forventer Shell at lukke ned for benzinsalget på omkring 1.000 tankstationer i løbet af i år og næste år.
Lukningerne vil ske, hvor efterspørgslen på laderne er størst i Europa og Kina. På eksisterende benzinstationer vil virksomheden samtidig tilbyde flere opladere. Det skriver Yahoo Finance .
“Vi opgraderer vores forhandlernet med øgede lademuligheder og bekvemmeligheder for elbilejere. Det som et svar på et skiftende kundebehov,” sagde Shell i forbindelse med præsentationen af Energy Transition Strategy.
Allerede i dag har selskabet 54.000 ladestandere i drift globalt, og i 2030 er målet, at der skal være 200.000 ladepunkter i selskabets netværk.
Europa og Kina står forrest i køen, når Shell skifter fra fossil til el (illustration fra Energy Transition Strategy 2024). “Vi har konkurrencefordele såsom vores butikker, der giver os mulighed for at tilbyde vores kunder kaffe, mad og andre faciliteter, når de lader deres biler op. Efterhånden som vores forretning vokser med fokus på opladning af elbiler, forventer vi et internt afkast på 12 procent eller højere,” står der at læse i rapporten.
Herhjemme har Shell ladestandere på mere end 40 tankstationer og der er allerede sat adresse på yderligere 30+ stationer, der skal have lademuligheder. En liste over eksisterende og kommende placeringer kan ses her .
Rapporten, Energy Transition strategy 2024, kan læses her (PDF; åbner i nyt vindue).