StreamingTophistorie

Dansk Star Wars-film har fået premiere

Den danske Star Wars-fanfilm, Shrouded Destiny, der har Lars Mikkelsen med ombord, har endelig fået premiere. Se den her.

Den har været længe undervejs, den danske Star Wars-fanfilm Shrouded Destiny: A Star Wars Long Tale – Fan Production. Men nu har den fået premiere på Youtube. Shahbaz Sarwar, der har både skrevet og instrueret, har arbejdet på projektet siden 2016 og den første teaser-trailer blev udsendt allerede i december 2018. Altså for mere end tre år siden.

Filmen er et rent fan-projekt, men har alligevel formået at tiltrække et navn som Lars Mikkelsen, der spiller en Jedi Master i filmen. Mere end 400 frivillige har været med til skabelsen og resultatet er overraskende godt, som det kan ses i videoen længere nede på siden. 

 

Shahbaz Sarwar spiller også selv hovedrollen som dusørjægeren Tuleg, der skal fange den autonome jediridder Okana Vidai (Lars Mikkelsen).

Oprindeligt skulle Shrouded Destiny have været en hel spillefilm, men ambitionerne blev skåret ned. Nu fremstår den som første afsnit i en serie. Afsnittet varer en halv time og Sarwar håber på, at produktionen kan fange selveste Disneys opmærksomhed, så de vil spytte i kassen til fortsættelserne.

 

Filmens budget er på 650.000 kroner, hvoraf Shahbaz Sarwar personligt har lagt de 300.000 kroner. Til sammenligning siges et enkelt afsnit af eksempelvis The Mandalorian at koste på den forkerte side af 100 millioner kroner.

Shrouded Destiny kan ses herunder i 4K-kvalitet, men kan også ses på Youtube.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.