Hvert år rykker danske brandvæsener ud til omkring 3.500 brande i boliger. Mindst 10 procent af de brande er relateret til elprodukter- eller installationer. Det er nemt og bekvemt at sætte mobilen til opladeren ved siden af puden. Men det nemme valg er ikke altid det sikre, spørger man Sikkerhedsstyrelsen.
– Det er aldrig en god idé at sætte mobiltelefoner eller anden elektronik til opladning på et letantændeligt materiale som for eksempel en seng eller sofa. Det kan få fatale følger, siger Kirstine Gottlieb, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.
Derfor lancerer Sikkerhedsstyrelsen i samarbejde med Beredskabsstyrelsen og DBI en oplysningskampagne. Den skal sætte fokus på den potentielle fare, ved at oplade elektronik i sengen. Styrelserne frygter, at særligt mange unge mennesker lægger deres elektronik til opladning i sengen, eller bruger ledninger, der godt kunne trænge til en udskiftning.
– Mange bruger sikkert også opladere eller elektronik med beskadigede ledninger og tænker nok, at så længe de stadig virker, er der ingen grund til bekymring. Men det er der, siger Kirstine Gottlieb.
Fotos fra Sikkerhedsstyrelsens kampagne. Kampagnen sætter derfor også fokus på at få udskiftet beskadiget elektronik og ledninger. I en flosset eller defekt ledning vil der kunne opstå en direkte kortslutning med en gennembrænding af isolationen til følge. Det er derfor vigtigt, at man udskifter sin elektronik/ledning, når det er slidt eller beskadiget.
En røgalarm er den billigste livsforsikring Sikkerhedsstyrelsen opfordrer til, at man har minimum én virksom røgalarm placeret centralt i boligen. Fortrinsvist i loftet i en fordelingsgang, så den kan høres fra opholds- og soverum. Større boliger bør have flere røgalarmer, og i et hjem med flere etager bør der være mindst én røgalarm på hver etage.
Brande i el-produkter i Danmark
2021: 80 2020: 73 2019: 51 2018: 35