ElbilerTophistorie

Simpelt trick kan forlænge levetiden på elbilbatterier markant

Ved hjælp af kunstig intelligens har man fundet en metode til at forlænge levetiden på elbilbatterier med gennemsnitligt 50 procent.

Trods et stigende antal undersøgelser, der viser, at elbilbatterier ofte overlever resten af bilen, er det en fortsat bekymring hos nogle forbrugere. Men nu er der godt nyt. Ved hjælp af kunstig intelligens har forskere på Stanford University i Californien opdaget en metode, der kan forlænge lithium-ion batteriernes generelle levetid med i gennemsnit 50 procent.

“Det seje er, at vi ikke ændrede noget ved batteriets kemi,” siger William Chueh fra Stanford University til mediet NewScientist. “Vi ændrede bare det sidste trin i fremstillingen for at forme batteriet en smule anderledes.”

 

Ved hjælp af kunstig intelligens har forskerne ved Stanford fundet ud af, at den første opladningscyklus har en betydelig indflydelse på batteriets levetid. Det er en form for formatering af batteriets celler, som i dag sker gennem skånsom opladning med lav spænding i op til 10 timer.

Men ved i stedet at hæve spændingen i en periode på 20 minutter, forbedres batteriet markant, hævder forskerne. Hermed aktiveres der nemlig flere af batteriets litiumioner, ligesom de ioner, der ikke aktiveres, vil bidrage til at skabe en form for beskyttende lag, der mindsker slitagen over tid. De hjælper altså til at forlænge batteriets generelle levetid.

 

Hurtigere opladning er en bieffekt

Ved at tilføre høj spænding under formateringen af batteriet, opnås der også en anden positiv effekt, siger forskerne. Det forbedrer nemlig også effektiviteten ved både op- og afladning af batteriet, så batteriet teoretisk kan oplades hurtigere uden at tage skade. Det skyldes, at den højere spænding og aktiveringen af flere lithiumioner skaber mere plads i den positive elektrode.

Det bedste er dog, at opdagelsen ikke kræver ændringer af batteriproducenternes produktionslinje. Teoretisk kan producenterne allerede nu tage opdagelsen i brug.

En nylig analyse af data fra mere end 10.000 elbiler viste, at et gennemsnitligt elbilbatteri har en nedbrydning på bare 1,8 procent om året. Altså vil batteriet stadig fungere med 80 procent effektivitet efter 12 år. Det kan du læse mere om i artiklen, der lænkes til herunder.

 

Læs også: Elbilbatterier holder længere end bilen.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.