Under et interview med British Car Magazine fortæller Volkswagen-chef Thomas Schäfer om tankerne bag den lille ID.1, der er tænkt som den elektriske pendant til bybilen Up. Han afslører blandt andet, at dens skæbne vil blive afgjort inden sommeren er ovre.
I skrivende stund er den mindste af Volkswagens planlagte elbiler den kommende ID.2, der er på størrelse med en Polo og får en pris på 25.000 euro, svarende til 190.000 kroner. Men Schäfer vil gerne længere ned i pris med en mindre bil, der svarer til en Up. Det skal bare gøres rigtigt, siger han.
– Vi har fire elbiler til 25.000 euro på vej i koncernen. Det er solide biler, der ikke går på kompromis med hverken udseende, sikkerhed, kvalitet eller rækkevidde, siger Thomas Schäfer.
– Skal vi længere ned i pris? Absolut. Vi arbejder på det. Hvorfor tager det så lang tid? Fordi vi skal lave biler, der passer til Volkswagens DNA uden kompromis og stadig holde prisen, fortsætter Schäfer.
De tre af de fire biler han henviser til, er modeller til det kinesiske marked. Den sidste er ID.2, der kommer på vejene i Europa i 2026.
Skal have en rækkevidde på 300 kilometer
Thomas Schäfer fortsætter med at forklare, at de udforsker ideen om, at ID.1 skal have en rækkevidde på omkring 300 kilometer. At lancere noget, der kun kan klare 150 kilometer, ville godt nok gøre bilen billig, men det vil også irritere kunderne, siger han i interviewet.
Et interview, der blev foretaget inden rygterne om at VW og Renaults samarbejde om netop en lille bybil, er blevet opgivet.
– Det er meget, meget svært at gøre en sådan bil profitabel. Vi forsøger at få den endelige beslutning klar inden sommeren er ovre og så er det bare at komme videre, slutter Thomas Schäfer.