Firmaet Skagen har lanceret et utal af ure og vil nu også lege med i smartwatch-kategorien. Under CES-messen har firmaet præsenteret Skagen Falster, der er deres første “ægte” smartwatch med Androidwear 2.0 og notifikationer på håndledet. Uret rammer butikkerne i løbet af januar og er kompatibelt med både iPhone og Android-mobiler.
Ikke til mænd med muskelhunde
Med et design, der ikke just henvender sig til mænd med muskelhunde, må man gå ud fra, at målgruppen for Skagen Falster er kvinder. I modsætning til Apple Watch er urskiven rund, så uret kan gøre sig ud for en analog af slagsen. Men skærmen er trykfølsom og under den tikker et Qualcomm Snapdragon Wear 2100-chipset, der åbner op for en masse muligheder. Deriblandt:
- Smartphone-notifikationer (opkald, sms og mails)
- Aktivitetstracker
- Stemmekommandoer via Google Assistant
- Musikafspilning via apps, f.eks. Google Play
- Personlige urskiver
- Trådløs synkronisering
Til gengæld skal man kigge langt efter NFC (til mobil betaling), GPS eller pulsmåler, der efterhånden er standardvarer i andre smartwatches.
Prisen for Skagen Falster starter ved 2.200 kroner. Den vil kunne fås i tre varianter, hvor farven på kronen og på hængsler varierer (guld, sølv og sort).