Huyndai Danmark har netop afsløret en ekstremt skarp dansk pris på Hyundai Inster. Den lille bybil får en startpris på bare 179.995 kroner og bliver dermed en af de billigste elbiler herhjemme, sammen med Citroën ë-C3, der starter på samme pris.
Indstigningsmodellen er udrustet med et 42 kWh batteri, der giver en rækkevidde på op til 320 kilometer. Motoren yder det, der svarer til 97 heste.
Den fås også i en udgave med et større 49 kWh batteri. Den har en rækkevidde på op til 370 kilometer og en motor med 115 heste i stalden. Her starter prisen ved 191.995 kroner.
Begge batteristørrelser kan oplades med 11 kW (AC), hvor opladning fra 10-100 procent tager cirka 4 timer på 42 kWh-modellen og 4 timer og 35 minutter på 49 kWh-modellen. Ved brug af DC-ladning med 120 kW eller højere tager opladningen fra 10-80 procent cirka 30 minutter under optimale forhold, uanset batteristørrelse.
Batteri og motor Udstyrsvariant Rækkevidde Pris 42 kWh 97 hk Essential 327 km 179.995 kr. 42 kWh 97 hk Advanced 327 km 194.995 kr. 49 kWh 115 hk Essential 370 km 191.995 kr. 49 kWh 115 hk Advanced 370 km 206.995 kr.
(Priserne er hentet den 18. oktober 2024). Hyundai Inster kommer desuden i tre udstyrsvarianter; Essential, Advanced og en Cross-version der følger senere. Den kan du læse mere om her .
Essential inkluderer blandt andet en 10,25-tommer digital instrumentering og en 10,25 -tommer touchskærm med indbygget navigation, adaptiv fartpilot med Stop & Go, Bluetooth, klimaanlæg, bakkamera samt Bluelink-app.
Hyundai Inster har plads til fire personer. Bilen er desuden udstyret med el-klapbare sidespejle med varme, Smart Key, der gør det nemt og bekvemt at få adgang til bilen uden at skulle tage nøglen op af lommen eller tasken, belyst opladningsport, aktiv vognbaneassistent, skiltegenkendelse, motorvejsassistent samt automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse samt drejefunktion. Yderligere omfatter udstyret parkeringssensor i bag, vognbaneassistent med følgefunktion.
Vælger man i stedet Advanced udstyrsniveauet, får man tillige varme i forsæder og rat, parkeringssensor både for og bag, LED-forlygter til nær- og fjernlys med projektørlinse, kunstlæderdetaljer på midterkonsol, armlæn til fører, automatisk nedblændeligt bakspejl samt en trådløs opladningsdock integreret i midterkonsollen.
Et kig indenfor i kabinen. Som de andre modeller fra Hyundai har Inster fem års garanti uden kilometerbegrænsning. Der er 8 års garanti på batteriet – eller op til 160.000 kilometer.
Hyundai Inster er en lille og billig bil med en længde på bare 3,83 meter med plads til fire personer. Bredden er 1,61 meter og højden 1,57 meter. Den skal konkurrere mod blandt andet Volkswagen ID.2 og den forsinkede Citroën ë-c3. Inster lanceres herhjemme i starten af næste år.
Priser og udstyr for hele Hyundai Inster-modelprogrammet kan findes hos Hyundai Danmark .