I aften indledes de nye klimaforhandlinger på transportområdet. I deres udspil lægger regeringen op til ændringer af bilafgifterne – og skatteminister Morten Bødskov (S) har her til aften uddybet planerne. Der skal eksempelvis gøres op med et ’skævt’ afgiftssystem, der kun kommer bestemte til gode.
Regeringens mål bliver at øge mængden af grønne biler – elbiler og plugin-hybrider – i Danmark fra de nuværende 45.000 til 500.000 i 2030. Fem år senere, i 2035, skal antallet være en million. Det skal gøres ved at fastholde at lavt afgiftsniveau på de billigste grønne biler, mens de dyreste modeller fra eksempelvis Tesla, Porsche og Audi kommer til at stige i pris.
– Vi vil fremlægge den konkrete model for partierne her til aften, men jeg tør godt afsløre, at man ikke kommer til at få de rabatter, man har fået hidtil, siger Morten Bødskov til DR Nyheder.
– Det har været et skævt system, som grundlæggende har betydet, at de her biler er blevet solgt i hovedstaden og omegnen og meget få andre steder i Danmark. Der er bestemte grupper, der har fået meget store rabatter på den ordning, vi har haft. Og det duer ikke, siger han.
De mindre biler, der fortsat vil få lave afgifter, er modeller som Volkswagen e-Up, Renault Zoe og Volkswagen e-Golf.
Samtidig skal det være dyrere at køre i fossilbiler. Registreringsafgiften på fossilbiler vil stige mellem 1 procent for de billigste biler til 4 procent for de dyreste.
Derudover vil regeringen indføre et såkaldt iblandingskrav til det brændstof, fossilbilerne kører på. Det anslås, at det tiltag vil koste en almindelig familie med et almindeligt kørselsforbrug i omegene af 60 kroner om året. Og omkring 300 kroner for dieselbiler.