Der sker noget med os danskere i disse måneder. Vi sætter i stigende grad hegn op for vores digitale privatliv og samtidig fravælger vi sociale medier. Op til 2020 flokkedes vi på de sociale medier. For første gang i flere år går det nu den anden vej. Mens 65 procent af danskerne var på de sociale medier en gang om dagen, var det faldet til 58 procent i 2021.
Det viser Deloittes årlige undersøgelse ’Digital Consumer Trends’.
Undersøgelsen viser, at hver fjerde danske altid afviser at give apps tilladelse til mobiltelefonens indhold. Til sammenligning gælder det kun for omkring hver sjette nordmand og svensker.
Hver fjerde skandinav har fravalgt en social medieplatform i løbet af det seneste år. Ud af den gruppe begrundede knap hver sjette det med bekymringer over digitalt privatliv. Cirka hver syvende forklarede, at de droppede det sociale medie fordi de ikke vidste, hvordan andre mennesker brugte deres data.
Ældre mænd sætter flest begrænsninger op Undersøgelsen viser også, at mænd håndhæver begrænsningerne oftere end kvinder. 44 procent af mændene begrænser apps adgange enten altid eller halvdelen af tiden. Det samme gør sig gældende for 39 procent af kvinderne.
Samtidig sætter den ældre generation oftere begrænsninger op end den yngre. Blot hver tiende unge mellem 18 – 24 år begrænser apps adgang til indholdet, mens det gør sig gældende for cirka hver fjerde mellem 65 – 75 år. Når det kommer til helt at droppe sociale medier, er tendensen den samme på tværs af alder.
– Det er overraskende, at både danskere, nordmænd og svenskere er begyndt at fravælge sociale medier for første gang i flere år. Hvorvidt det er et tegn på, at vi generelt bevæger os væk fra sociale medier for alene at beskytte vores digitale privatliv, siger undersøgelsen dog ikke noget om, siger partner Frederik Behnk fra Deloitte.
Den globale undersøgelse omfatter 33.150 respondenter fra 20 lande på fem kontinenter. Den skandinaviske del rummer 4.000 respondenter i alderen 18 – 75 år, heraf 1.000 danskere. Hele rapporten kan læses eller downloades her .