Købere af overvågningskameraet fra Nest, der er ejet af Google, har for en gangs skyld fået mere end de har betalt for. Nemlig en skjult mikrofon. Google indrømmer nu, at de har installeret en mikrofon i produktet, selv om det ikke fremgår af produktspecifikationerne. Det skriver avisen Independent.
Ifølge Google er det en fejl, at der ikke er blevet gjort opmærksom på mikrofonen. Det skulle aldrig have været en hemmelighed, fortæller firmaet.
Afsløret af softwareopdatering
Mikrofonen blev afsløret, da Google annoncerede en softwareopdatering til Nest-kameraet. Opdateringen aktiverer Google Assistant på kamerasystemet – noget der naturligvis kun er muligt, hvis produktet kan “lytte”. Og det havde Google og Nest altså glemt at fortælle om.
– Det var aldrig meningen at mikrofonen i enheden skulle være en hemmelighed og den skulle have været opført i de tekniske specifikationer. Det var en fejl fra vores side. Mikrofonen har aldrig været tændt og aktiveres kun, når brugerne specifikt aktiverer indstillingen, siger en talsmand fra Google til avisen.
Enheden er en del af Nests sikkerhedssystemer og er beregnet til indendørs brug. Vi har tidligere anmeldt Nests udendørskamera.
Sagen er uheldig for Google i en tid, hvor der er øget fokus på digitale assistenter generelt og brugernes ret til privatliv i særdeleshed.