Skoda har netop præsenteret sin første elektriske bil. Citigo-e iV bliver Skodas første produktionsklare elbil i Skodas 124-årige historie. Den er startskuddet på firmaets elektriske fremtid, hvor der bl.a. er planlagt 10 elbiler inden udgangen af 2025.
Citigo-e iV er baseret på Skodas populære mikrobil, som har været kåret som Årets Bil i Danmark. Som elbil har den en elmotor på 61 kW (83 hk), og batteriet er et 60 Ah litium-ion-batteri med en kapacitet på 36,8 kWh, der giver bilen en rækkevidde på 265 km (WLTP). Dermed er Citigo-e iV ikke alene en ideel bybil – den kan også anvendes til længere ture, skriver Skoda.
Bliver det nødvendigt at oplade batteriet undervejs, kan bilen hurtiglade med 40 kW DC via et CCS-ladekabel. Det oplader batteriet til 80 procent på en time. Anvender man en ladeboks med 7,2 kW AC, tager opladning til 80 procent 4 timer og 8 minutter, mens opladning med 2,3 kW tager 12 timer og 37 minutter.
Batteriet er placeret i bunden af Citigo-e iV, så det ikke optager plads i kabine og bagagerum. Således har bilen et bagagerum på 250 liter og 923 liter, når bagsædet bliver fældet frem – kun marginalt mindre end i den traditionelle Citogo, der rummer 251/959 liter.
Til gengæld adskiller Citigo-e iV sig på udseendet, fordi kølergrillen er indfarvet i karrosserifarven i stedet for at være sort. Indvendigt er instrumentpanelet blevet redesignet, og standardudstyret omfatter bl.a. vejbaneassistent og Climatronic-klimaanlæg.
Bilen forventes at få danmarkspremiere i første kvartal næste år. Prisen er endnu ikke fastlagt, men flere udenlandske medier spekulerer i, at den vil koste under 20.000 dollars – 135.000 kroner. Hertil kommer naturligvis eventuelle danske afgifter og skatter.