Det er ikke altid nemt at vide, hvad man skal tænke og tro. I maj måned viste en østrigsk undersøgelse , at du kun skal udsætte din elbil for lynladning, når det er absolut nødvendigt. Lynladning slider nemlig hårdt på batteriet, blev det hævdet. Nu viser en anden undersøgelse, at det alligevel ikke er tilfældet.
Den nye undersøgelse bygger på data fra 12.500 amerikanske Tesla-biler. De data viser, at det alligevel ikke er sikkert, at lynladning slider på bilens batteri – i hvert fald ikke på Teslas batterier.
Undersøgelsen er foretaget af firmaet Recurrent. De har sammenlignet elbiler, der primært oplades via lynladning med elbiler, der stort set aldrig lynoplades. Og der er ingen signifikant statistisk forskel mellem batterinedbrydningen i bilerne, viser tallene.
Derfor konkluderer Recurrent , at der ikke er hold i den gængse opfattelse af, at biler, der oftere hurtiglades, får væsentlig kortere rækkevidde efter nogle år.
I undersøgelsen er der brugt data fra Tesla Model 3 og Tesla Model Y. To af de mest populære elbiler på markedet. Om det samme gør sig gældende for elbiler af andre mærker, kan derfor ikke fastslås med sikkerhed.
Recurrent råder derfor alligevel ejere af elbiler til ikke at lynlade i ekstrem varmt eller koldt vejr uden at forvarme eller køle batteriet på forhånd. De anbefaler også, at man ikke lynlader batteriet fra ekstremt lave batteriniveauer.
Recurrent er i øjeblikket ved at kigge nærmere på samme data for andre elbiler af andre mærker. Så bliver vi måske lidt klogere …