På denne hjemmeside kan du lære dig selv at bruge et spejlreflekskamera. Spejlreflekskameraet giver markant bedre billeder end mobiltelefonen – forudsat at man kan finde ud af at bruge det. For hvad betyder ISO, blænde og udløserhastighed for billedkvaliteten, og hvordan fungerer de sammen? Hvis du, som undertegnede, synes det er en udfording, så er der hjælp at hente på nettet.
Photography Mapped er en ualmindelig fiks hjemmeside, der er skabt af den engelske designer og animator Simon Roberts. Ud over en statisk tabel, der forklarer fotografiets teknik, har Roberts skabt en interaktiv del, hvor man som bruger kan hive i alle kameraets håndtag og se, hvordan det påvirker billedet.
Det er muligt at indstille lyset – fra nattemotiver til sol i sneen – og herefter vælge blænde, udløserhastighed og ISO. Det vises i realtid, hvordan de forskellige indstillinger påvirker motivet; i dette tilfælde en helikopter, der hænger på himlen foran en skyskraber.
Lavet til sig selv
Ifølge amerikanske Wired har Simon Roberts lavet værktøjet til sig selv.
– Jeg følte at [lærings-] ressourcerne var en smule forvirrende og nærmest vanskeliggjorde tingene. At læse teoretisk om fotografi føltes helt forkert, fordi det grundlæggende er en visuel proces, fortæller Simon Roberts.
Klik ind på Photography Mapped for at lege med værktøjet selv.