ElbilerTophistorie

Smugkig på Hyundai Ioniq 5

Hyundai har udgivet en række billeder og videoer af deres Ioniq 5 elbil, inden den officielle præsentation om en måneds tid.

Det er lidt over et halvt år siden at Hyundai annoncerede, at Ioniq bliver et selvstændigt elbils-brand og at der er tre modeller på vej indenfor de næste par år. Nu har sydkoreanerne delt billeder og videoer af den første model, Hyundai Ioniq 5, der bliver officielt præsenteret i næste måned.

Hyundai har allerede to elbiler på gaderne, nemlig Kona og Ioniq. Men fremover bliver Ioniq altså et selvstændigt brand. Hyundai siger, at brandet repræsenterer selskabets bestræbelser på at “blive en af verdens førende elbils-producenter”.

 

Hyundai Ioniq 5 bliver en crossover SUV i mellemstørrelse. Den er baseret på konceptbilen Concept EV 45, der blev vist frem allerede i september 2019. En bil, der igen var inspireret af Pony Coupe, der kørte på gaden i 1974.

Allerede i sidste måned kom det frem, at Ioniq 5 vil få tovejs-opladning; forstået på den måde, at man kan trække strøm ud af bilens batteri til eksempelvis ovne eller musikanlæg. Der er ganske enkelt et helt almindeligt strømstik i bilen, som det fremgår af de tre videoer, der er blevet udgivet (se dem herunder). Det er åbenbart en funktion, som Hyundai lægger stor vægt på.

 

Bilens specifikationer bliver først delt til den officielle lancering, men allerede nu er mange af dem (naturligvis) lækket. En side, hvor bilen kunne forudbestilles, blev offentliggjort for tidligt og afslørede følgende:

  • Elmotor med 230 kW / 313 PS
  • Acceleration 0-100 km/t på 5,2 sekunder
  • Rækkevidde på op til 450 km ifølge WLTP
  • Opladning fra 20 til 80 procent på 15 minutter, takket være 800-volt-teknologi.
  • Hjemmeopladning med op til 11 kW

Hyundai har som nævnt også delt billeder af bilen; de er godt nok ikke voldsomt afslørende, men viser dog de meget specielle lygter, der er fulgt med fra EV 45 konceptet. Her er billederne (klik for større).

Der er desuden udsendt tre yderligere Hyundai Ioniq 5-videoer, hvoraf de to første (igen) omhandler fordelene ved tovejs-opladning, mens den sidste er en pudsig sag, hvor Hyundai viser hvor meget forskellige elektroniske enheder kan oplades på fem minutter.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.