Noget kunne tyde på, at den Tesla Robotaxi, der skal præsenteres den 8. august ikke nødvendigvis er en ny bilmodel. Men i stedet en app og / eller tjeneste. I en 27 sekunders lang video, der er delt af en Tesla-medarbejder, får vi et smugkig på Robottaxi-tjenesten.
Videoen er delt af Rosalie Nathans, der på LinkedIn er angivet som ansat hos Tesla. I videoen prajer hun en taxi via app’en og indstiller temperaturen i bilen, så den passer til hendes ønsker, når den ankommer. Bilen der ankommer, er så vidt jeg kan se, en helt almindelig Tesla Model Y. Men der ikke billeder inde fra bilen, så man kan se, om den har rat og pedaler.
I bilen viser videoen et centralt skærmbillede med et kort over ruten øverst og hvad der ser ud til at være hendes ankomsttid, antallet af minutter indtil hendes ankomst og antallet af kilometer til destinationen nedenfor. Skærmen ser også ud til at give passagererne mulighed for at tilpasse bilens temperatur, lydstyrke og sang, der afspilles.
Videoen kan ses her:
Er der tale om, at Tesla Robotaxi “blot” er en tjeneste, falder det godt i hak med Elon Musks vision om, at Tesla-ejere skal kunne tjene en skilling på bilen, når den ikke er i brug. Han har tidligere anslået, at man ville kunne tjene omkring 30.000 dollars om året på at gøre det (knapt 210.000 kroner).
Patologisk optimist
Det hele er sandsynligvis afhængig af Teslas Full Self-Driving-software, der stadig er i beta. Softwaren kan skifte vognbane, genkende stopskilte og trafiklys, selvparkere og køre ind på en motorvej uden en chaufførs direkte input. Men chaufføren skal stadig være til stede – og have bilen under konstant opsyn. Ikke optimalt for en bil, der skal fungere som robotaxi.
I opslaget med videoen, skriver Rosalie Nathans om den selvkørende software, at:
“Vi er ikke længere computerbegrænsede; vi er på vej mod fuld selvkørsel i en eksponentiel hastighed.”
Det bliver svært spændende at se, hvad Elon Musk har at berette den 8. august. Som Rosalie Nathans også skriver:
“Elon er måske patologisk optimistisk, men han leverer altid til sidst, og det er det vigtigste”.