Mere eller mindre alle processorer i Windows-maskiner er baseret på x86-arkitekuren (Intel og AMD), modsat ARM-arkitekturen som Apples M chips. Dette har givet Apple en væsentlig fordel mht. effektivitet og batteritid – men nu er Qualcomm klar med et reelt modsvar: Snapdragon X .
Indtil videre er det kun Snapdragon X Plus der er blevet præsenteret, men detaljerne om X Elite er allerede sluppet ud.
Snapdragon X Elite
Snapdragon X Elite er topmodellen fra Qualcomm, med 12 CPU-kerner, fordelt på 8 performance-kerner og 4 efficiency-kerner. Derudover er der integreret en NPU (Neural Processing Unit) med en ydelse på 45 TOPS, der giver mulig for afvikle AI lokalt på enheden. Chippen kan desuden konfigureres med op til 64 GB RAM.
De første benchmarks i Geekbench 6 , peger på en ret høj ydelse med omkring 2700 point i single-core og cirka 14000 point i multi-core. Til sammenligning scorer en M3 MacBook Air omtrent 3000 point og 12000 i henholdsvis single-core og multi-core.
Snapdragon X Plus
Med Snapdragon X Plus rykker vi en lille klasse ned, dog byder den stadig på næsten samme features. Her er der 10 CPU-kerner, fordel på 6 performance-kerner og 4 efficiency-kerner. Ydelsen forventes derfor at være lidt lavere end X Elite. NPU’en yder dog de samme 45 TOPS.
Lander til sommer
Ifølge Qualcomm, skulle de første computere med Snapdragon X Elite og X Plus chip dukke op i løbet af sommeren.
Læs også: Rygte: Ny Chromecast 4K med Google TV på vej