Hvis du har det som undertegnede, er der ind i mellem situationer, hvor det kunne være rart at kunne optage en telefonsamtale. Nu bliver det måske snart muligt (igen) via Googles Phone-app, som bruges på Pixel, Android One og Xiaomi-enheder. XDA Developers har revet app’ens kildekode fra hinanden og fundet tydelige indikationer på, at funktionen bliver en del af en fremtidig opdatering.
Websitet har blandt andet fundet grafik (se billedet øverst) og kodestumper og andre aktiver, der vedrører optagelse af opkald. Linjer i koden afslører også, at der vil være en in-call-knap til at starte en ny optagelse.
Det har tidligere været muligt at optage telefonsamtaler på Android-enheder, men den feature forsvandt fra app’en med Android 9 Pie-opdateringen. Helt tilbage til Android 6 Marshmellow fjernede Google den API, der gav udviklere adgang til funktionen. Siden har det kun været muligt ved at roote telefonen.
Google har godt nok tidligere lovet, at de ville aktivere optagelsesfunktionen for udviklere igen, men nåede ikke at implementere den i Android Q fordi de stadig ikke havde løst visse sikkerhedsspørgsmål. Nu spekuleres der i, at optagefunktionen vil blive præsenteret officielt under Google I/O i maj måned, når Android 11 annonceres.
Herhjemme er det tilladt at optage telefonsamtaler, man selv er part i – også uden modpartens vidende. Men. Det kan være en krænkelse af den anden parts privatliv at afspille samtalen for andre, med mindre der er et sagligt grundlag for det, fortæller Erik Frodelund fra Juraeksperten.dk.