Tre iTunes-brugere fra USA hævder, at Apple ulovligt indsamler og sælger informationer om iTunes-brugernes lyttevaner til tredjepart uden informeret samtykke. Nu vil de have sagen taget op i retten. Er påstandene sande kan de punktere Apples omdømme som privatlivets forkæmpere; en historie der adskiller dem fra datahøstende rivaler som Amazon, Facebook og Google.
Ifølge den 51-sider lange anklage, som er indleveret til Northern Federal District i Californien, kan tredjepart købe lister over iTunes-brugere baseret på forskelige demografiske parametre; eksempelvis ugifte personer med en bestemt musiksmag.
”For eksempel kan enhver person eller virksomhed købe en liste med navne og adresser på alle ugifte, collegestuderende kvinder over 70 år med en husstandsindkomst på over 80.000 dollars, som købte countrymusik fra Apple via sin iTunes-app. En sådan liste er tilgængelig for cirka 136 dollars per tusind kunder,” hævdes der i anklagen.
Som der skrives, indeholder listerne angiveligt både navne og adresser på kunderne.
I Apples privatlivspolitik angives det udelukkende at data fra iTunes bruges til at tilpasse oplevelsen og levere målrettede annoncer i App Store. Ingen steder er det nævnt, at brugernes lyttevaner kan dele med tredjepart.
Apple har endnu ikke reageret på anklagerne.