Måske er vi ikke helt så meget på spanden som vi har frygtet. I hvert fald lader det til, at udbredelsen af vedvarende energikilder er ved at få god fart på, og sidste år var det især solenergi, der voksede ganske kraftigt, og det vil fortsætte de næste år ifølge Det Internationale Energi Agentur. Deres eneste forbehold er Donald Trump.
Mere effektiv og billigere
Grunden til at solenergi stikker helt af lige nu er, at teknologien virkelig er ved at blive voksen. De solhungrende paneler der stort set kun leverede strøm i fuld solskin er efterhånden afløst af paneler, der kan suge strøm ud af selv en overskyet dag. Samtidig er prisen generelt faldet ganske drastisk og politikere i mange lande har indført regulationer der gør det endnu mere attraktivt at installere solpaneler.
Overrasker forskerne
Væksten er altså stor – stor nok til, at Det Internationale Energi Agentur (IEA) udtrykker overraskelse over den store vækst i en ny rapport. Ikke nok med, at de er overraskede over, hvor hurtigt andelen af solenergi vokser, de forventer også et decideret “sol-boom” frem imod 2022.
Kina og Indien går forrest
I IEA’s udtalelse fremhæver de både Kina og Indien; Kina står alene for næsten halvdelen af de nyinstallerede paneler på verdensplan sidste år. Derudover forventer IEA, at Indiens kapacitet indenfor solenergi vil vokse til ca. det dobbelte inden 2022.
Trump kan hæmme væksten
Det er ikke altsammen guld og grønne skove for fremtidens vedvarende energikilde nummer 1. IEA nævner blandt andet, at Donald Trumps løfter om at give kulbranchen i USA kunstigt åndedræt kan være en hæmsko for udvidelsen af solenergi-sektoren. Derudover vil USA’s position som ledende i omstillingen være i fare hvis præsidenten vælger at indføre told på solpaneler bygget i Kina.