Sonos går nu med i en serie af danske podcasts, hvor omdrejningspunktet bliver popkultur. Serien produceres i samarbejde med dj’en Le Gammeltofts kultursite Heartbeats og får premiere i morgen, den 31. maj.
Serien har fået navnet Room for listening og i premieren taler fodboldlandsholdets tidligere træner Sepp Piontek om fodbold med Niels Brandt, der er forsanger i bandet Minds of 99.
“Serien består af en række live-talks, der med afsæt i aktuelle kulturbegivenheder vender og diskuterer nogle af popkulturens mange vidunderlige forgreninger,” skriver Sonos i en pressemeddelelse.
Le Gammeltoft, radiovært og kvinden bag Heartbeats, vil styre samtalerne, og de to første episoder vil berøre to af de helt store begivenheder her i juni, nemlig VM i fodbold samt Beyoncé & Jay Z-koncerten i København. Blandt gæsterne kan man se frem til at høre trænerikonet Sepp Piontek, forsanger i Minds of 99 Niels Brandt, musikforsker Erik Steinskog m.fl.
Room for listening kan høres på Heartbeats’ kanaler, iTunes, Spotify, Tunein, Spotify og en række android podcast apps.
Sonos lancerer i øvrigt et helt nyt produkt i San Fransico den 6. juni og iNPUT er til stede ved begivenheden. Hold øje med nyheder derfra på dette site.