Sonos har gjort en dyd ud af, at ældre højttalere fortsat opdateres og fungerer sammen med nyere modeller. Derfor står der stadig mange ældre, udgåede modeller rundt om i hjemmene og spiller. Men nu lancerer firmaet et program, der skal gøre det attraktivt at bytte de gamle modeller ud med nye.
Firmaet tilbyder, at man sender sin gamle enhed til genbrug og får 30 procents rabat på et nyt Sonos-produkt.
– I kraft af vores egen innovation og den generelle teknologiudvikling er tiden simpelthen løbet fra nogle af vores allerførste produkter, så de ikke kan opgraderes til f.eks. AirPlay 2 og stemmestyring. Derfor vil vi gerne tilbyde mulighed for at opgradere til den nyeste og bedste oplevelse, siger Zack Kramer, vicepræsident for retail hos Sonos, i en pressemeddelelse.
Programmet dækker over følgende produkter: Connect, Connect:Amp, ZP80, ZP90, ZP100, ZP120 og første generations Play:5. Samtlige produkter har mere end ti år på bagen og er siden blevet opdateret med bedre funktionalitet, i form af Sonos Amp, Sonos Port og anden generations Play:5.
Læs mere om programmet på firmaets hjemmeside.