Sonos vil mægtig gerne have forbrugerne til at skifte deres gamle produkter ud med nyere modeller. Derfor introducerede de i december måned et trade-in-program, hvor de gav 30 procents rabat, hvis man aktiverede Recycle Mode på sine gamle produkter. Det betød, at produktet ville stoppe med at fungere efter 21 dage.
Sonos hævdede, at “funktionen” var designet til at beskytte brugerens privatliv, men kritikere sagde, at den havde en skadelig indflydelse på Sonos bæredygtighed.
Nu har selskabet imidlertid droppet kravet om at produkterne skal brickes for at opnå rabatten, skriver The Verge. I stedet kan man selv vælge om man vil ”beholde produkter, give det til nogen, give det til genbrug eller sende det til Sonos, der så vil håndtere genbrug af produktet”.
Tilbuddet gælder udelukkende de såkaldte Legacy-produkter, der tæller den originale Play:5, Zone Player, Connect og Connect:Amp, der blev fremstillet mellem 2011 og 2015. Men har du en af dem stående, får du altså 30 procent rabat, hvis du køber et nyt produkt hos firmaet.
Ændringen får dog ikke Sonos til at droppe planen om at Legacy-produkterne ikke længere vil modtage forbedrende opdateringer. Fremover vil de udelukkende modtage fejlrettelser og sikkerhedsopdateringer – ingen af de nye features, Sonos lancerer i fremtiden.
Det betyder også at man fremover ikke længere vil kunne have Legacy-produkterne og nyere højttalere i samme Sonos-opsætning. Noget, der også skabte ramaskrig i januar. Selskabet lovede dog dengang, at de arbejder på en løsning, så alle produkter kan arbejde sammen, men ikke side om side. En repræsentat fra firmaet siger, at de vil have flere nyheder på den front inden for de næste uger.