Efter at Sonos forleden meddelte, at de ville stoppe med at opdatere ældre produkter har der været ramaskrig fra brugere, der følte sig forrådt. Nu vender Sonos 180 grader og lover, at samtlige produkter vil virke efter maj måned; også hvis de er tilsluttet det samme netværk.
”Vi hører jer. Vi gjorde det ikke rigtigt fra starten. Min undskyldning for det og jeg vil personligt forsikre dig om vejen frem,” indleder CEO Patrick Spence sit blogindlæg.
Han skriver, at Sonos ikke alene vil sørge for, at de ældre, udgåede produkter fortsat vil modtage sikkerhedsopdateringer, men at de også vil løse problemet med, at nuværende og udgående produkter ikke vil kunne fungere i samme Sonos-system.
”Vi arbejder på en måde at opdele dit system på, så moderne produkter arbejder sammen og får de nyeste funktioner, mens ældre produkter arbejder sammen og forbliver i deres nuværende tilstand. Vi færdiggør detaljerne om denne plan og vil dele mere i de kommende uger”.
Miseren begyndte, da Sonos i starten af ugen meddelte, at de ikke længere vil opdatere ældre produkter. Hvad værre var, så betød det samtidig, at de udgående ældre produkter ikke ville fungere i samme Sonos-opsætning som nyere produkter. Ja, faktisk ville blot et enkelt ældre produkt lamme et helt system, så heller ikke nyere højttalere ville kunne opdateres.
“Jeg håber, at du vil tilgive vores fejltrin, og lader os få din tillid igen. Uden dig ville Sonos ikke eksistere, og vi vil arbejde hårdere end nogensinde for din loyalitet hver eneste dag,” slutter Patrick Spence sit indlæg.