Gadgets

Her er Sonos nye hjemmebiograf

Herhjemme er vi gode til at hænge fladskærmen op på væggen, men rundt omkring i verden er 70 procent af fladskærmene placeret på et møbel. Det spiller ikke synderlig godt sammen med lydbarer, der er skabt til at blive hængt op, så Sonos har snittet en flad surroundhøjttaler, der skal placeres fladt under tv’et. Sonos Playbase fungerer alene, men kan også kobles sammen med andre højttalere i et fuldfedt surroundsystem.

43.000 huller

Sonos Playbase er bare 58 millimeter høj, men er udrustet med ikke færre end ti højttalere (seks mellemtoneenheder, tre tweetere og en woofer), der er gemt bag et akustisk transparant gitter med voldsomme 43.000 små huller.

 

Selv om Sonos Playbase sælges som surroundløsning, har Sonos lagt enorm energi i, at den også kan bruges som musikhøjttaler. iNPUT var tidligere på måneden inviteret på besøg hos Sonos i Boston, USA, for at sniglytte til Playbase – og undertegnede var svært imponeret over lydkvaliteten. Ikke mindst, når der bare blev spillet musik. Vi venter stadig på vores anmeldereksemplar, så vi kan lave a-b-test med lignende systemer, men forventningerne er høje.

En lille lækker detalje er, at man – ligesom det er tilfældet med Playbar – kan slippe for at trække højttalerkabler rundt i stuen. Baghøjttalerne kan snildt udgøres af et sæt trådløse Sonos Play:1, mens subwooferen kan klares med den trådløse Sonos Sub. Bevares, det er ikke just nogen billig løsning, men det er til gengæld helt uden kabler – altså ud over strømkablerne.

 

Ingen HDMI – kun optisk

En ting, der har generet mange Sonos Playbar-ejere, er mangelen på et HDMI-stik. Lyden overføres fra tv’et via et optisk kabel. Heller ikke den nye Playbase har fået HDMI-stik og Sonos begrunder det med brugervenlighed. Selv om vi nok er mange, der synes, at HDMI er temmelig simpelt, så mener Sonos altså ikke, at hr og fru Hakkebøf kan finde rundt i standarderne. Vi spurgte Michael Papish, der er Platform Director hos Sonos, om en forklaring:

– Vi vil gøre det så nemt for forbrugerne som muligt – og Playbase skal fungere sammen med så mange fladskærme som overhovedet muligt. Fladskærme, der er bare to eller tre år gamle, har hverken HDMI-ARC eller HDMI-CEC, de er først begyndt at komme på markedet, forklarer Michael Papish.

HDMI-ARC og -CEC er teknologier, der gør det muligt for enhederne at have tovejs-kommunikation med fladskærmen. Ifølge Papish har Sonos testet begge varianter grundigt og erfaret, at de ikke virker så gnidningsløst som de burde.

 

– De forskellige tv-producenter har implementeret ARC og CEC på forskellige måder, og der går nok et par år inden standarderne er lagt fast. Derfor synes vi stadig – på nuværende tidspunkt – at den optiske løsning er den bedste, siger Michael Papish.

Styres med stemmen

Senere på året vil du (som med enhver anden Sonos-højttaler) kunne styre Sonos Playbase med din stemme og med alle enheder, der er udstyret med Amazon Alexa. Og forhåbentlig også Siri.

Sonos Playbase er udstyret med Trueplay-teknologien, der automatisk justerer lyden, så den passer til ethvert rum. Derudover har højttaleren Taleforbedring og Nattelyd. Begge funktioner findes i Sonos-appen, og de skal give en forbedret stemmeklarhed eller neddæmpet bas i de højlydte actionscener.

 

Playbase er på gaden nu i sort og hvid og koster nøjagtigt det samme som Sonos Playbar, nemlig 5.999 kroner. Læs eventuelt mere hos Sonos.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.