GadgetsTophistorie

Sonos vil gøre alle deres højttalere grønne

Højttalere og andre produkter fra Sonos skal gøre mere energi-effektive, være nemmere at reparere og reducere indvirkningen på miljøet.

I midten af november fik Sonos Roam en firmwareopdatering, der gav den lille højttaler sleep mode, så den lukker ned efter en halv time og dermed nedsætter strømforbruget (og forbedrer batterilevetiden). Roam var blot første skridt. Senest i 2023 skal samtlige Sonos-produkter være opdateret med en lignende funktioner, for at spare strøm. Indledningsvis med alle bærbare produkter i 2022.

Målet er, at Sonos-produkterne skal bruge mindre end 2 watt, når de ikke er i brug. Det er en del mindre, end de bruger i dag – eksempelvis benytter Sonos Beam Gen 2, der kom på markedet i sommer, 6,3 watt når den ikke er i brug.

 

Planen blev annonceret tirsdag, sammen med selskabets første klimahandlingsplan, der skal skal gøre Sonos’ værdikæde CO2-neutral i 2030 og gøre Sonos emissionsfri i 2040.

Som det kan ses i tabellen herunder har Sonos lidt arbejde foran sig. Nogle nyere produkter bruger endog mere strøm end den tidligere generation. Deriblandt Beam og Sonos Five (der afløste Play:5 Gen 2).

 

ProduktEffekt ved inaktivitet
One (Gen 1)4,1 watt
One (Gen 2)3,4 watt
One SL3,4 watt
Play:5 (Gen 1)8,0 watt
Play:5 (Gen 2)2,2 watt
Five3,1 watt
Move3,2 watt
Beam (Gen 1)6,1 watt
Beam (Gen 2)6,3 watt
Arc4,4 watt
Playbar6,1 watt
Playbase3,0 watt
Sub (Gen 2 / Gen 3)3,8 watt
Roam (i trådløs oplader)2,3 watt
Roam (USB-C) 1,37 watt
(Kilde: Sonos)

Ud over at mindste strømforbruget vil Sonos øge produkternes generelle levetid, ved at gøre det nemmere at reparere og genbruge produkterne. Eksempelvis skal der fremover benyttes fastgørelseselementer i stedet for lim, når produkterne samles. Det skal gøre det lettere at reparere, istandsætte og genanvende produkterne.

Det oplyses ikke, om Sonos vil begynde at sælge enkeltkomponenter så elektronikkyndige selv kan reparere defekte højttalere.

Desuden vil alle nye Sonos-produkter begynde at bruge genanvendt forbrugsaffald i stedet for nyfremstillet plastik, og nye produkter vil være helt fri for halogen ved udgangen af 2023.

 

Klimahandlingsplanen, der kan læses her indbefatter også, at Sonos samarbejder med organisationer, der anvender lyd til at forbedre miljøet, og finansierer bioakustisk forskning. Virksomheden er derfor gået sammen med Music Declares Emergency for at understøtte musikindustrien i dens mål om at reducere indvirkningen på miljøet.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.