Sony er måske mest kendt for deres mobiltelefoner og fjernsyn, men de har en ret omfangsrig serie af lydprodukter – og deres headsets er faktisk lidt undervurderet, for vælger man et i den bedre ende, får man et glimrende headset, og prisen er som regel rigtigt god – det gælder i særdeleshed for Sonys deltager i denne test, MDR-10RBT, der godt nok har en vejledende udsalgspris på 1.800 kroner, men kan findes til bare 999 kr.
MDR-10RBT er ikke prangende på nogen måder, men de er heller ikke grimme. De udstråler ikke kvalitet som flere af de andre produkter i denne test, men de ser heller ikke billige ud, og byggekvaliteten er glimrende. Headsettet betjenes via knapper under den ene hørekop, og er lette at bruge, om end de samtidig er lette at komme til at trykke forkert på. Men de fungerer uden problemer, ligesom det er let at parre headsettet via NFC, hvis man har en enhed, der understøtter det.
Prisen taget i betragtning er lyden i MDR-10RBT ganske fortrinlig. Den har en tendens til at være lidt hård i det – kraftig men diffus bas og diskant og ikke helt nok mellemtone – men det er ikke et enormt problem, og hvis man mest lytter til aktuelle hits bliver det ikke irriterende. Lytter man til musik i fornuftig kvalitet betyder det samlet set en oplevelse, der ligger langt over hvad man kan forvente i prisklassen.
De fleste headsets i denne test har rimelig batterilevetid, men holder måske ikke helt, hvad producenterne lover.
Det er ikke tilfældet med dette, for Sony har virkelig ikke overdrevet på batterilevetid; de opgiver den til 17 timer, og det er faktisk præcis, hvad vi kunne få det til (minus 20 minutter, men det er stadig meget tæt på). Der er flere af de andre, der leverer lidt bedre på batterilevetid, men her må vi igen henlede opmærksomheden på, at MDR-10RBT kan findes til mindre end en tusindelap.