AnmeldelseMobil og tablets

Sony Xperia Z5 Premium

Sony har slået højt på tromme for deres nyeste flagskibstelefon og dens primære feature: 4K-skærmen. Vi er i forvejen i tvivl om, hvad man skal bruge en fladskærm med 4K til (i hvert fald i størrelser under 60”), så en telefon…? Det er altså overkill, og selv om man naturligvis er ganske tæt på telefonen giver det simpelthen ikke mening at kaste pixler efter en skærm når ingen alligevel kan se dem! Til gengæld stiller det store krav til rå regnekraft og batteri kræfter – og især det sidste bliver en regulær dræber for Z5 Premium. Mere om det senere.

Firkantet design … Igen
Sony er efterhånden kendt for deres firkantede design, der går igen i alt fra højttalere til – ja, telefoner. På de mindre modeller er det ikke en katastrofe, men når en telefon får en 5,5” skærm, ja så bliver der altså rimeligt meget telefon at tage stilling til. Z5 er ikke decideret klodset men designet ville virke væsentlig mindre, hvis Sony valgte nogle lidt blødere former. Til gengæld vil det specielle design formentlig tiltale nogen – formentlig især mænd, der også har store hænder, for det er altså lidt af et krav for at kunne håndtere den store telefon.

 

4K – helt uden mening
4K er det store buzzword, men som vi allerede har nævnt, så er det altså en smule dumt på en telefon. Når man så der oven i tillægger, at der faktisk nærmest ikke findes 4K materiale der kan afspilles på skærmen, ja så bliver det bare endnu dummere.
Vi har prøvet Netflix og YouTube, som begge har 4K indhold – men deres apps til Android understøtter ikke 4K, så det er aldeles ubrugeligt. Det er jo ikke som sådan Sonys fejl, men hvis man bare bygger pixler på fordi man kan og ikke fordi det reelt bidrager til noget, ja så er det bare dumt. Det skal dog siges, at skærmen står rigtigt godt og klart – og farverne er mere naturlige end hvad man eksempelvis får hos Samsung. Men betragtningsvinklen er ikke på højde med hverken Samsungs eller Apples topmodeller, og Z5 Premium er heller ikke bedre i høj solskin end de fleste af konkurrenterne – men heller ikke værre. Så det er ikke en dårlig skærm overhovedet – men drop 4K og sats på bedre batterilevetid.

Vandtæt, ja tak
Sonys telefoner har efterhånden i mange generationer været kendt for at være vandtætte – og det er Xperia Z5 premium da også. I forrige generationer har det så til gengæld betydet irriterende problemer med små låger, der skulle åbnes for at tilgå porte og stik – men på Z5 Premium er der kun en enkelt port tilbage, og det er porten der åbner til sim-kort og MicroSD kortlæser, og netop den kan man nok godt leve med, da det formentlig ikke er der, man har mest brug for adgang.
Til gengæld er det rart, at der netop ER blevet plads til et MicroSD kort – det er der mange af konkurrenterne, der helt har droppet, men hos Sony er det altså muligt at udvide hukommelsen – og tak for det!

 

2016_0121_xperia_z5_02

Glimrende kamera
Nu, hvor alle kameraer i topmodellerne efterhånden er ganske udmærkede, skal der noget til at skille sig ud – men også her er Sony langt fremme i bussen, for Z5 Premium leverer konsekvent gode resultater. Bevares, billeder taget i lidt mørke omgivelser bliver ikke specielt gode, til gengæld er billeder i almindeligt dagslys helt ekstremt gode, og Z5 spiller nogenlunde lige op med Samsungs Galaxy S6 Edge+ på dette område – og det er ikke en lille bedrift, for det er et virkelig godt kamera. Fingeraftrykslæseren er et område, hvor Sony går sine egne veje; den er placeret på siden af telefonen og bygget sammen med stand-by knappen. Det er en ret fræk løsning, og det fungerer faktisk overraskende præcist og godt – og vigtigst af alt hurtigt.

… Og så det store problem
Det største problem er noget, der er meget lidt af; batterilevetid. Ved ret hård brug klarer Z5 sig ikke engang til en hel arbejdsdag. Det er lidt forskelligt, men ud af fire testdage når telefonen kun frem til kl. 20 på den ene. Grunden til det var mange møder og derfor en lang standby periode mellem 09.00 og 16.00. Den store skærm der også skal klare at vise 4K æder altså løs af strømmen. De to andre telefoner i Z5 serien har været ganske tilfredsstillende på batterilevetiden, så det er ret skuffende at Z5 Premium ikke klarer sig bedre.

 

Det er svært at placere Z5 Premium. Der er en del gode ting at sige, men den største ”selling point” fra Sony, 4K skærmen, er aldeles ligegyldig – faktisk havde vi foretrukket en lavere opløsning og bedre batterikapacitet. Kameraet er derimod rigtigt godt, fingeraftrykslæseren fungerer virkelig godt og det er dejligt, at der er blevet plads til MicroSD kort. Men det er altså ikke helt nok …

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.