Sony viste sit første 8K-tv frem under CES-messen i januar, men nu er japanerne klar til at sende Sony ZG9 i butikkerne. Og ja, det bliver dyrt. Vil du have den største af modellerne, der er hele 98 tommer stort, må du lægge 650.000 kroner på disken. Du kan også vælge en lidt mere moderat model på 85 tommer til 135.000 kroner – og købe en Tesla Model 3 Long Range til at køre den hjem i for de 515.000 kroner du ”sparer”. Og så har du endda penge i overskud.
Panelet i Sony ZG9 er et såkaldt Full Array-LED, der benytter enkeltstyrede LED-moduler til baggrundsbelysningen. Det skulle, ifølge Sonys marketingstrompeter, give skærmen ”en dyb sort farve, blændende lys og mere levende farver”. Sony har også udrustet ZG9 med sin X-tended Dynamic Range PRO-teknologi, som ifølge firmaet sikrer 20 gange højere kontrast end almindelige LED-tv’er.
For at komme omkring problemet med det manglende 8K-indhold kan X1 Ultimate–billedprocessoren opskalere alt indhold, til noget der minder om 8K-billedkvalitet. I det hele taget har Sony mast masser af sine teknologier ind i skærmen. Her er en oversigt fra pressemeddelelsen:
- Acoustic Multi-Audio med fire fremadrettede højttalere; med Sonys Sound-from-Picture Reality er bevægelse og lyd justeret præcist.
- Tv-centerhøjttalertilstand.
- X-Wide Angle minimerer ændringer i farverne, når man ser tv’et fra siden.
- X-Motion Clarity sikrer, at bevægelser forbliver jævne og tydelige.
- Netflix Calibrated Mode sikrer billedkvalitet, der er i overensstemmelse med filmskaberens vision.
- Dolby Vision™ gør scenerne levende og giver en autentisk billedoplevelse, mens Dolby Atmos™ fylder rummet med medrivende surroundlyd.
- Android TV med håndfri betjening via Google Assistant.
- Smart fjernbetjening; forbind enheder via HDMI og kontroller dem alle fra én og samme fjernbetjening
Ifølge Sony kommer 85 tommer modellen i udvalgte butikker i starten af juni, mens den helt store 98 tommer model først bliver tilgængelig i midten af juni. Så er der også lidt bedre tid til at beslutte sig …