Skydespilsgenren er nu til dags gennempløkket af kraftfulde våben, drivende blod og testosteron. Jo mere voldeligt desto bedre.

I ’Splatoon 2’ er denne tomlefingerregel – ganske forfriskende – helt elimineret, hvilket igen understreger, at Nintendo kan gøre sig i alle genre – de gør det bare på deres egen måde.

Børnevenligt med voksentække

Spillet er på mange parameter en børnevenlig oplevelse, så også de helt unge kan være med, uden at forældrene skal bekymre sig om lille Maltes skrøbelige sind.

De mest hærdede gamere skal dog nok få sved på panden, når kampene skydes i gang.

Selve skuddene er dog væk og i stedet erstattet med blæk. Herfra gælder det så om at sprøjte det ud over hver bane, og hvis dit hold har mest blæk på banen, når tiden rinder ud, er sejren jeres.

Fjollet og i starten forvirrende, men efter nogle timer i selskab med ’Splatoon 2’ bliver man bidt – eller i dette tilfælde tilsølet – af det alternative gameplay og ikke mindst den iøjnefaldende grafik.

Ordet farverige dækker simpelt hen ikke over ’Splatoon 2’, hvor kampene efterlader arenaerne som store Jackson Pollock malerier – hvis han altså havde begrænset sig til to skrigende farver ad gangen og kaldt sig street artist.

Syret styring

Hver kamp er fire mod fire, hvor jeres farvekanon-armerede inklinger drøner rundt på de forskellige kort og skyder blæk, som var de akkordlønnet. Du kan selvfølgelig eliminere dine modstandere undervejs og derigennem hæmme deres ’malerarbejde’, men fokus ligger hele tiden på at dække så meget af hver arena med dit holds blæk.

Og når du løber tør for dette, transformerer et tryk på ZL-knappen dig til en blæksprutte, som dykker ned i dit holds blækklatter for at genopfylde dit skydevåben med ny ammunition. Samtidig kan du i blæksprutteformen ikke angribe modstanderne, men i stedet bruge det som en hurtig og mindre synlig måde at komme rundt på kortet.

Dine modstandere har dog samme evne, og du kan desuden ikke bevæge sig gennem deres blæk. Så hvis du er ny i ’Splatoon’-universet, kræver det tilvænning at blive fortrolig med en styreform, hvor fjender pludselig kan dukke op fra jorden og tilsøle dig til døden.

Sløv singleplayer

Singleplayer-delen kan ’heldigvis’ bedst betegnes som én lang tutorial, hvor du kan blive tryg ved bevægelsesmønstrene, de forskellige våben og ikke mindst styringen. ’Splatoon 2’ kan nemlig spilles med motion controls, hvor du ved at vippe controlleren (eller hele Switch’en, hvis du spiller håndholdt) bruger den som sigtekorn. Undertegnede er aldrig blevet fortrolig med denne styreform, og heldigvis kan motion controls slås fra, så spillet styres på traditionel facon.

Efter nogle timer i single player-gaming vil det også stå klart for dig, hvordan du foretrækker at styre din inkling, og det er så nok også det bedste man kan sige om denne del af spillet, som desværre ikke indeholder så meget andet.

Bastant blækklat

Online-delen er spillets kerne, og de indtil videre fire forskellige modes (flere er på vej i form af gratis dlc), har tilpas meget variation til, at du gerne lige tager ét mere dyk ned i malingspanden.

Læg dertil ’Salmon Run’ – en herlig variant af den velkendt horde mode fra spilserier som ’Call of Duty’ og ’Gears of War’ – og ’League Battles’, hvor du kan kæmpe mod nogle af verdens mest farvespruttende spillere.

Og sejre du i de ovenstående modes, låses der op for flere våben og udstyr til din inkling, som derved hele tiden kan blive opgraderet og tilpasset til din spillestil.

Samlet giver det en helstøbt pakke, som tilføjer Switch’en en unik oplevelse inden for skydespilsgenren.

Våd maling

Selvfølgelig er der et par steder, hvor ’Splatoon 2’ maler uden for stregerne. Ud over den skuffende singleplayer-del har Nintendo også valgt at implementere nogle underlige spildesigns i multiplayer-delen.

Fx skal du ud i online-delens hovedmenu, hvis du ønsker at skifte våben eller udstyr. Du kan altså ikke bare skifte mellem banerne, men må forlade din spilsession for at bruge et nyt våben. Og herefter kan du så bruge tid i lobbyen på at vente på en ny bunke spillere, som du kan tilslutte dig. Bøvlet og unødvendigt.

Rigtig koordinering i skydespil kræver voicechat, og i ’Splatoon 2’ er man derfor hensat til at gøre brug af Switch’ens nye app. Her bliver man dog præsenteret for en række udfordringer, som betød, at jeg droppede det efter en times forsøg.

Samarbejdet lider deraf, men det eliminere til gengæld at have en 15-årig Augustus Gloop-klon i øret, der råber ‘fok u’, mens han gumler på den mælkesnitte, hans mutti netop har serveret.

Og så er det ærgerligt, at ’Splatoon 2’ ikke kan spilles mod venner gennem splitscreen – en forspildt chance.