En længe ventet funktion er landet: Spotify åbner endelig op for download af musik til Apple Watch.
Indtil nu, har Spotify på Apple Watch kun fungeret som en slags fjernbetjening, til iOS-appen på iPhone. Med den nye opdatering, vil man være i stand til at streame musik offline, uden brug af en telefon. Her kan man blandt andet tilføje og slette Spotify-indhold på telefonen, samt synkronisere med Apple Watch. Lyden er dog ikke i højeste kvalitet, med en bitrate på 96kbps.
“Fra i dag udruller vi muligheden for at downloade dine yndlingsafspilningslister, album og podcasts på Apple Watch. Alle brugere er allerede i stand til at afspille sange, album, afspilningslister og podcasts, og nu kan Premium-brugere også downloade alt, hvad de lytter til, for at få en ægte offline og telefonfri oplevelse.” Lyder det fra Spotify.
For at kunne downloade musik til dit Apple Watch, er der nogle krav. Funktionen kræver et Apple Watch Series 3 eller nyere, samt WatchOS 6.0 som minimum. WatchOS 7.1 eller nyere anbefales dog. Et Spotify Premium-abonnement er også påkrævet.
Vær opmærksom på at det kan tage et par dage, før funktionen ruller ud til alle.
Deezer introducerede desuden også samme funktion til Apple Watch, for få dage siden.
Læs også: Microsoft trækker stikket på Internet Explorer