Lydbøger virker som det oplagte næste skridt efter at Spotify har sat sig tungt på både musik- og podcaststreaming. På et investormøde forleden fremlagde Spotify-ledelsen planen om at lade (lyd)bogbranchen være det næste skridt.
På det møde udtalte Daniel Ek, CEO og stifter; “Vi tror på at lydbøger i dets mange former vil være en massiv mulighed. Ligesom vi gjorde i forhold til podcasting, så deltager vi kun i kampen for at vinde”. Det fortæller The Verge.
Hvordan modellen skal skæres, hvis lydbøger skal indlemmes i Spotifys abonnementsstruktur er ikke endeligt. Ek gav dog udtryk for at nogle lydbøger vil være gratis og fremium-modellen (gratis adgang mod reklamer) vil være i spil. Dawn Ostroff, indholds- og reklamechef hos Spotify slog fast at, “vi kigger ind i at tilføje reklamefinansiering i lydbøger”.
Læs også: Spotify Tap på vej til Apple CarPlay
Spotify er ikke just kendt for at aflønne kunstnerne på tjenesten med store summer, så bogbranchen må sandsynligvis vente i spænding på næste træk fra Spotify. Lydbøger har historisk set hovedsageligt været solgt enkeltvis ved blandt andre Apple, Google og Amazon i deres respektive lydbogsbutikker. Men også dedikerede streamingtjenester som Mofibo og Chapter har været toneangivende på lydbogsmarkedet herhjemme.
Spotify opkøbte sidste år firmaet Findaway i en handel der endnu afventer endelig godkendelse. Findaway specialiserede sig i netop lydbogsdistribution og produktion. I den forbindelse var udmeldingen fra Spotify at det var et skridt i retningen mod at blive tjenesten, hvor al slags underholdning i lydform kan konsumeres.