Tidal har det, Amazon Music har det og nu får Spotify det også – langt om længe. Spotify HiFi er en mulighed for at streame musikken i lossless kvalitet – altså med en ganske ubetydelig komprimering. Det fortalte musiktjenesten i dag under sit virtuelle Stream On -event.
Spotify HiFi bliver tilgængelig senere på året og “vil levere musik i cd-kvalitet, tabsfrit lydformat til din enhed og Spotify Connect-aktiverede højttalere, hvilket betyder, at fans vil være i stand til at opleve mere dybde og klarhed, mens de nyder deres yndlingsnumre,” fortæller tjenesten.
Spotify vil endnu ikke fortælle, hvor meget det nye abonnement kommer til at koste. Men ifølge websitet 9to5mac bliver Spotify HiFi en “overbygning”, der kræver, at man har Premium-abonnement. Der er heller kke nogen garanti for, at det kommer til Danmark (men det forventer vi), for Spotify siger blot, at Spotify HiFi lanceres på udvalgte markeder.
I øjeblikket er 320 kbps den bedste kvalitet, Spotify kan levere, og losless-musik har længe været et ønske fra brugerne. Ikke mindst Sonos-ejere, der siden opdateringen til S2-firmwaren har fået (bedre) mulighed for at streame lossless musik ud gennem deres højttalere.
Tidal var først ude med lossless musik og brugte det til at positionere sig på markedet. Det er dog en temmelig pebret løsning, der koster 199 kroner om måneden. Lad os håbe, at Spotify ikke lader sig inspirere af den pris …
Det to timer lange Stream On -event kan ses i sin fulde længde herunder. Du kan læse mere om Spotify HiFi hos Spotify .