Nu skal du have dankortet frem, hvis du vil være sikker på at kunne høre al musikken på Spotify. Svenskerne har netop skrevet under på en aftale, der betyder, at pladeselskaberne fremover kan udelukke gratisterne på Spotify fra ny musik; eksempelvis populære albums.
I første omgang er der indgået en aftale med Universal Music Group, der har kunstnere som Drake, James Blake og Lady Gaga i folden. Aftalen betyder, at kun betalende Spotify-brugere er garanteret adgang til nye albums fra selskabets kunstnere. I hvert fald i en periode. Eksklusiviteten gælder nemlig kun i to uger – og nye singler vil stadig være tilgængelig for alle.
Musiktjenesten mangler stadig at forny aftalerne med de andre to store pladeselskaber, Warner Music Group og Sony Music Entertainment. Det forventes at ske inden for overskuelig fremtid.
Spotify er efterhånden den eneste musiktjeneste, der tilbyder en gratis løsning, hvor lytterne “betaler” ved at lytte til reklamer mellem numrene. Hos Apple Music og andre tjenester skal der betales abonnement efter en prøveperiode.