Her i måneden, hvor Sonys Walkman fylder 40 år , forsøger virksomheden Ninm Lab at genoplive kassettebåndet med en helt ny transportabel musikafspiller, der kombinerer ny og gammel teknologi. It’s OK er en Walkman, som den kunne have set ud, hvis Sony havde fortsat med at udvikle kassettebånds-teknologien i 2019. Og det lader til, at vi er mange nostalgikere, for den nye model har allerede nået målet i et Kickstarter-projekt .
It’s OK-afspilleren fås i tre forskellige farver. Walkman anno 1979 Ud over at afspille gamle kassettebåd fra kælderen, kan It’s OK også optage musik (på bånd). Og via den indbyggede Bluetooth 5.0 forbindelse kan man tilslutte både trådløse hovedtelefoner og Bluetooth-højttalere – eksempelvis IKEA Eneby, som vi har anmeldt her . Og det er sådan set det. Ingen finurlige intenetforbindelser eller andet ping. Den henter endda strøm fra AA-batterier, præcis som de gamle Walkman-modeller.
Ninm sælger It’s OK-afspilleren for 75 dollars – knapt 500 kroner – og den fås i tre farver; pink, hvid og blå (en farve der er stort set identisk med farven på Sonys allerførste Walkman TPS-L2 fra 1979). Der medfølger også et tomt kassettebånd med hver afspiller og Ninm lover, at de ligger i postkassen i løbet af december måned.
I øvrigt har Ninm tidligere kørt succesfulde Kickstarter-kampagner, hvor de blander ny og gammel teknologi – blandt andet Instant Magny 35 , der omdanner et analogt 35mm kamera til et instant-kamera, Polaroid-style.