Fra nu af og til december kan vi alle sammen gå og spekulere over, hvilken Skywalker der refereres til i titlen på den kommende – og afsluttende – Star Wars-film i Skywalker-sagaen: Star Wars Episode 9: The Rise Of Skywalker . Er det Luke der genopstår? Kylo Ren, Leias søn, der forlader den mørke side? Eller er Reys forældre måske ikke helt så ubetydelige som de blev gjort til i den sidste film?
Titlen og den obligatoriske teaser blev lanceret i dag. I forbindelse med den årlige Star Wars Celebration-event – og sikke en sag. Den fokuserer primært på actionsekvenser, men der er heldigvis også blevet plads til gensyn med både Rey, BB-8, Kylo, Poe, Finn, Leia og, ikke mindst Billie Dee Willams i rollen som den aldrende Lando Calrissian i Tusindårsfalkens cockpit.
Og så slutter traileren med en velkendt ond latter fra skuespilleren Ian McDiermaid, der lagde krop til figuren Emperor Palpatine …
Billie Dee Williams i traileren til Star Wars: The Rise Of Skywalker. Under Celebration-eventet blev det også afsløret at BB-8 får en ny legekammerat i form af en et-hjulet skralderobot kaldet Dio. Sandsynligvis for at Disney kan sælge flere bamser. Mere interressant er det, at Rey igen bærer Luke Skywalkers lyssværd, der blev flået midt over i Episode 8. Daisy Ridley, der spiller Rey, sagde ved eventet at ”Lukes lyssværd lever”.
Men. Hun sagde ikke noget om hvem den Skywalker, der nævnes i titlen refererer til. Lad spekulationerne begynde … 3 – 2 – 1, Nu!