Sidste års nye udgave af Star Trek var et massivt hit for Netflix, så naturligvis måtte der komme en sæson to af Star Trek Discovery. Nu er traileren for den nye sæson så endelig frigivet. Du må dog væbne dig med tålmodighed, for sæsonpræmieren er først i starten af næste år – der er endnu ikke sat endelig dato på, så det kan være alt fra januar til april.
Små afsnit på CBS
Får du abstinenser i mellemtiden kan der dog være lidt trøst at hente, for CBS hvor serien har hjemme, har valgt at producere fire små afsnit af Star Trek Discovery som kommer i løbet af efteråret. Hvert afsnit vil have en varighed på omkring 10-15 minutter. Episoderne vil ikke have forbindelse til den gennemgående historie i hverken sæson et eller to, og vil kunne ses helt uafhængigt. Hver episode vil have forskellige hovedpersoner fra serien – så du vil kunne se historier om både Tilly, Saru, Harry Mudd og Craft.
Det er endnu usikkert, om de små episoder vil blive tilgængelige på Netflix, men man har jo lov at håbe.