Påskeferien kalder, og danskerne skal på besøge venner og familie på tværs af landet. Og for dem der kører i elbil venter en helt særlig påskegave, der skal gøre turen lidt nemmere. Vejdirektoratet er nemlig ved at lægge sidste hånd på en ny lynladepark på rasteplads Lillebælt Syd på Fyn.
Den nye ladepark på rasteplads Lillebælt Syd indeholder i alt 30 lynladepladser. Heraf er seks pladser til biler med trailer eller campingvogn. De første 16 ladepladser åbner på fredag, mens de resterende 14 pladser bliver taget i brug i 2025.
Lynladerne har en effekt på op til 300 kW, og bliver drevet af Clever.
Den nye lynladepark er indrettet, så der er plads til, at trafikanterne kan cirkulere rundt på arealet for at finde en ledig plads. Det skal gøre det nemmere at få elbilen placeret rigtigt i forhold til ladestikket.
Ladeparken er overdækket, så der er læ for sol og regn, når man lader op. Med fokus på bæredygtighed er der valgt overdækning med solceller på taget.
Den nye lynladepark på Fyn er den første af omkring 40 ladeparker, der bliver anlagt, som en del af ”Infrastrukturplan 2035”. Alt i alt bliver der etableret cirka 600 ladepladser rundt omkring i landet. Læs mere om ladeparkerne på Fyn hos Vejdirektoratet.