Knap 20 milliarder gange om måneden søger brugerne af Google Lens svar på, hvad de ser. Med et billede af et blad, dyr eller en elkedel kan man gennem Lens finde informationer om det pågældende objekt. Det bliver nu endnu nemmere.
Google lancerer en ny funktion i Lens, hvor brugere søger med stemmen i kombination med et billede. Man peger blot kameraet mod eksempelvis en ukendt svamp, holder lukkeren nede og spørger: “Er denne svamp giftig?”
– Visuelle søgninger er relativt nye og en af de hurtigst voksende typer af søgninger – særligt blandt unge. De gør det mere intuitivt at søge information om ting, man støder på, blot ved at bruge kameraet. Og de muligheder bliver så hele tiden fintunede, sådan at brugere kan bruge flere søgeformer – og få svar på stadig mere komplekse spørgsmål, siger Jesper Vangkilde, kommunikationschef for Google i Danmark.
Funktionen ruller ud til både Android og iOS og i første omgang kun på søgninger på engelsk.
I tillæg til den kombinerede søgning med billeder og tale opdaterer Google funktionen Circle to Search, hvor man på skærmen af sin Android-telefon tegner en ring om et objekt – for eksempel en kjole, bog eller en bil – for at direkte søge efter det.
Samtidig tester Google en ny søgefunktion i Lens, hvor brugerne kan søge gennem videoer og tale. Det kan være ved et akvarium, hvor brugeren optager en video af en stime af fisk, der svømmer sammen, og talende spørger, “hvorfor svømmer de sammen?” De stemmebaserede søgninger kan også kombineres med stillbillede. Funktionen er i øjeblikket kun tilgængelig for brugere af Search Labs, hvilket foreløbig ikke er i Danmark.