I den kommende tid vil billederne af Danmark i Street View blive markant forbedret. Google er nemlig i gang med en større opdatering af billederne, taget med deres seneste kamera. Mere end 80 lande opdateres i denne runde – heriblandt altså Danmark. Det fortæller selskabet i et blogindlæg.
Dermed vil billederne altså ikke alene blive i bedre kvalitet, de vil også være opdaterede. Flere steder i Danmark er der gået adskillige år siden en Google-fotobil har været forbi.
Google introducerede sit nye kamera i 2022. Det leverer ikke alene en bedre billedkvalitet, det er også væsentlig mindre end den tidligere løsning. Hvor det tidligere krævede specialudstyr på bilen, kan kameraet nu monteres på enhver bil. Eller motorcykel.
Det er også muligt at bære kameraet, så Street View fremover vil kunne vise billeder fra steder, der tidligere ikke var tilgængelige.
Eksempel på et billede, der er taget med Googles nye kamera. Her ses Løgstør i Danmark (foto: Google). Google kalder selv Street View opdateringen for “den største nogen sinde”. Ud over at opdatere billeder i en lang række lande, introduceres tjenesten også for første gang i fire nye lande. Nemlig Bosnien-Hercegovina, Namibia, Liechtenstein og Paraguay.
Samtidig får Google Maps og Google Earth også skarpere satellitbilleder takket være virksomhedens AI-værktøj til skyfjernelse, der fjerner skyer, skygger, dis og tåge. Dette skulle ifølge Google resultere i “lysere, mere levende” billeder.