Når det danske landshold på mandag spiller den afgørende kamp mod Rusland, kan du se den i bedre kvalitet. Danmarks Radio har nemlig hævet streaming-kvaliteten på DRTV markant i forbindelse med EM i fodbold. Når du ser live-tv via tjenesten, får du nu et 1080p-billede, der genopfriskes 50 gange i sekundet. Hidtil har man kun fået 720p 50Hz. Det skriver flatpanels.dk. Samtidig er bitraten, der definerer komprimeringen på signalet, blevet øget fra 5,5 til 8 Mb/s. Der er altså tale om en forbedring, der burde kunne ses.
Forbedringen er gennemført på både DR1 og DR2 og den skulle komme alle “store skærme” til gode, mens mobiltelefoner fortsat fodres med den oprindelige kvalitet. Flatpanels bekræfter, at det fungerer på Apple TV, men det burde også komme ejere af Android TV, Chromecast og Sony Playstation-spillekonsoller til gode.
Men ikke nok med det; der er yderligere forbedringer på vej. Troels Hauch Tornmark, der er produktchef for DRTV, lovede i slutningen af maj, at 4K-opløsning ikke ligger langt ude i fremtiden.
– Det er noget, vi overvejer ved store sportsbegivenheder. Vi er på vej med 4K i nær fremtid, men ikke til EM, sagde han dengang til mediet.
Det er dog alligevel muligt at se EM i 4K-opløsning, bare ikke hos DR. Viaplay og V Sport UHD sender en række af kampene i 4K sideløbende med de “almindelige” kampe. Det kræver dog et abonnement hos Viaplay, hvis man vil have lov at se med.