Deling af kodeord på Netflix og andre streamingtjenester er så stort et problem, at det i fremtiden sagtens kan blive en sag for politiet. Det mener RettighedsAlliancen, der repræsenterer mere end 100.000 danske rettighedshavere inden for blandt andet film, musik og tv-branchen.
“Det er et stort problem. Og jeg kan godt forestille mig, at vi i fremtiden vil se politiet gå ind i de her sager, siger direktør Maria Fredenslund fra RettighedsAlliancen til Politiken.
Ifølge avisen er det mere end hver tredje dansker, der deler kodeord til streamingtjenester med personer uden for deres husstand.
For at politiet skal gå ind i sagerne kræver det dog, at Netflix, eller en anden streamingtjeneste, melder brugerne for ulovligheder. Det er ikke sket endnu og vil næppe heller ske; så vidt vi er orienteret er det ikke direkte ulovligt at dele sit kodeord. Det er derimod et brud på de brugerbetingelser, man har accepteret, da man tegnede abonnement. Netflix er altså i sin gode ret til at lukke snydende konti ned.
Netflix er en af de tjenester, der vil stramme linjen over for kodeordsdelerne. Ifølge avisen New York Times bliver 2023 netop året, hvor Netflix vil slå hårdt ned på snylterne. Blandt andet ved at kræve kode-verificering hver gang, der logges på tjenesten uden for husstanden.
Sidste år indførte Netflix også et billigere annoncebaseret abonnement for at lokke gratisterne ombord.
Læs også: