Tesla er nu begyndt at teste muligheden for at øge ladehastigheden på deres Supercharger V4 lynladere til 323 kW. I dag leverer både V3 og de nye V4 maksimalt 250 kW, så der er tale om en ganske pæn forøgelse af ladehastigheden.
Tesla begyndte sidste år at sætte V4 laderne op rundt om i verden. Også herhjemme, hvor den første blev sat op ved Blokhus Feriecenter. Selv om de p.t. kun leverer 250 kW er de altså forberedt til at kunne levere endnu mere.
Wes Morrill, som er ingeniør hos Tesla, bekræfter i et opslag på mediet X, at Tesla i øjebliket tester den højere ladehastighed på enkelte ladestationer.
“Kører test på et par forskellige V3+-stationer (V3 kabinet og V4-ladepost). Dette er ikke en fejl, men det er heller ikke rullet ud til alle kompatible ladestationer,” skriver han.
Wes Morrills indlæg er et svar på et opslag, hvor en Tesla-ejer har postet billeder, der viser, at hans bil lader med mere end 320 kW ved en Supercharger station i Los Gatos i Californien.
I dag er det nærmere reglen end undtagelsen, at lynladere leverer en effekt på 300 kW. Enkelte kan endog levere op til 400 kW. Det er dog stadig de færreste elbiler, der rent faktisk kan udnytte den høje ladeeffekt.