Suzuki har løftet sløret for sin første elbil, e Vitara, der sendes på vejen til sommer. Bilen er en lille SUV og Suzuki lover, at den skal være “billigst i klassen”. Den giver samtidig et første indblik i den kommende Toyota-model, der sandsynligvis får identisk drivlinje.
Suzuki e Vitara bliver en direkte konkurrent til Volvo EX30, Skoda Elroq og Kia EV3 og den danske importør forventer en startpris på under 250.000 kroner.
Bilen kommer med to batteristørrelser – 49 kWh og 61 kWh. Det bliver i begge tilfælde LFP-battterier. Der er endnu ikke kommet WLTP-rækkevidde på dem, men ifølge udenlandske medier vil den store model få en rækkevidde på omkring 400 kilometer. Den vil i øvrigt også kunne fås i en udgave med firehjulstræk.
Som udgangspunkt har bilen forhjulstræk og motorstørrelserne er på henholdsvis 144 heste (106 kW) og 144 heste (118 kW). Begge har de et moment på 189 Newton-meter. Udgaven med firehjulstræk har dog 184 heste i stalden (135 kW) og et moment på 300 Nm. Bilen må have 750 kilo på krogen uanset variant.
Indenfor klares instrumentering og underholdning via to 10-tommer skærme, der er integreret til en samlet enhed.
Som vi skrev om i sidste uge , bliver det Suzuki, der skal bygge den næste elbil fra Toyota – og den bliver baseret på Suzuki e Vitara. Blot med et andet design. Både e Vitara og toyotas udgave skal bygges af Suzuki på deres fabrik i Indien.
Planen er, at begge modeller skal på vejene “omkring sommer” 2025. Suzuki har lavet en side, hvor man kan læse mere om den kommende model.