Alle messer har dem; de gale ideer. Her er en: Sgnl omdanner din fingerspids til en højttaler, så du kan tale i telefon, ved at stikke fingeren i øret. Seriøst.
Sgnl er et armbånd, der kobles til din smartphone. Når du foretager et opkald, sender armbåndet lyd fra håndledet og ud i fingrene, så du kan høre lyden ved at stikke fingeren i øret. En mikrofon på armbåndet sørger for, at modtageren også kan høre dig. Det er endda muligt at gemme fem favoritkontakter direkte i remmen, så du kan ringe hurtig op.
Armbåndet er designet, så det kan bruges alene eller bruges som rem på et eksisterende smartwatch. Den er kompatibel med både Apple Watch, Samsung Gear og Pebble Time.
Forsalg i tusindevis
Nu synes du måske, det lyder en smule idiotisk, men adskillige tusinde mennesker har støttet op om ideen på Kickstarter, hvor armbåndet har samlet mere end 1,5 millioner dollars. Man undres.
Sgnl har op til syv dages standbytid – og taler du meget med din finger, går batteriet dødt efter fire timer.
Remmen er i handelen til marts og koster 249 dollars – herhjemme vil den nok koster knapt to tusinde kroner. Læs mere om krabaten hos mysgnl.com.