Efter at regeringen i både Sverige og Tyskland fjernede statsstøtten til elbiler i slutningen af sidste år, er salget stagneret i begge lande. Modsat Danmark, hvor andelen af elbiler i bilsalget aldrig har været højere. Men nu overrasker Sverige med en ny salgsrekord i september.
I løbet af måneden er der indtil videre registreret 9.912 nye elbiler i Sverige. Det er 43,3 procent af alle nybilsregistreringer. Det skal sammenholdes med, at det i resten af 2024 kun har været omkring hver tredje nye bil, der kører på el.
Tallene er baseret på data fra den 1. til den 27. september, så det kan altså sagtens vise sig, at andelen af elbiler bliver endnu højere. Men allerede nu er årsrekorden sat – ikke siden december 2022 har svenskerne set en højere procentdel.
Tesla hjælper til
Skal man lede efter årsager til den pludselige stigning, er der to faktorer, der springer i øjnene. For det første har Tesla hjulpet. Selskabet er kendt for at øge salget op til afslutningen på deres kvartalsregnskaber, og således også her i september, hvor der er indregistreret 3.800 Teslaer.
Det matcher næsten rekorden fra marts 2023, hvor Tesla leverede 3.933 nye biler til svenskerne.
En anden faktor, der kan spille ind, er, at den svenske regering har genindført en form for statsstøtte til elbiler. Den er dog ikke lige så fordelagtig som tidligere.
Den fungerer nemlig som en skrotningspræmie. Den betyder, at personer, der skrotter en ældre bil med forbrændingsmotor, får et tilskud på 10.000 SEK, hvis de i forbindelse med skrotningen i stedet køber eller leaser en ny eller brugt elbil. Præmien trådte i kraft den 20. august.
Herhjemme er de seneste tal fra netop august. Her var 55 procent af alle nyregistreringer elektriske biler. Benzin, diesel og brint måtte deles om de resterende 45 procent.